Monday, July 31, 2006

Tony Rickardsson stopper

Tony Rickardssons fantastiske speedwaykarriere er slut.

Den regerende, seksdobbelte verdensmester, vil meddele dette på en pressekonference i dag, tirsdag.

VM Grand Prix'et i Parken i København blev det sidste i Tony Rickardssons karriere og han trækker sig tilbage som en af de største speedwaykørere gennem tiderne.

Svimmelheden efter hjernerystelsen, som han pådrog sig i Parken, har gjort, at han ikke kan køre fuldt ud og som den topprofessionelle rytter han er, vælger han at stoppe før tiden.

Han havde allerede meldt ud forinden, at indeværende sæson ville blive hans sidste.

Saturday, July 29, 2006

Jason Crump vandt i Italien

Australieren Jason Crump øgede sit forspring i VM-stillingen, efter at han vandt det italienske Grand Prix.

Hans Andersen var eneste dansker i finalen og kom bedst fra start, men blev overhalet af både Crump og briten Scott Nicholls. Han holdt dog Leigh Adams bag sig og kom på podiet.

Andersen, der var med på et afbud fra svenske Tony Rickardsson, havde scoret flest point af alle i de indledende heats.

Bjarne Pedersen og Nicki Pedersen var i samme semifinale, men blev nr. tre og fire.

Jason Crump er nu 57 point foran nærmeste modstander, amerikaneren Greg Hancock, der kun nåede semifinalen i Italien. Nicki Pedersen er yderligere otte point efter.

Næste Grand Prix er om to uger i Målilla i Sverige, og her er Hans Andersen, der vandt for fem uger siden i Parken, igen med - på et wild card.

Wednesday, July 26, 2006

Hans Andersen kører Italiens Grand Prix


Sæsonens bedste danske speedwaykører, Hans Andersen, får uventet chancen i det italienske grand prix i Lonigo på lørdag.

Det skyldes, at Sveriges bedste kører gennem tiderne, Tony Rickardsson stadig ikke et kommet sig over sin hjernerystelse og har fået lægeforbud mod at sætte sig i sadlen de næste 14 dage.
I stedet har Hans Andersen, der på et wild card vandt sæsonens danske grand prix i Parken i København og så sent som i lørdags var kaptajn for de fem danskere, der vandt hold-VM i engelske Reading, fået pladsen.

Tony Richardsson regner med at være klar igen til det skandinaviske grand prix i svenske Målilla den 12. august.

Thursday, July 13, 2006

Nyt wild card til Hans Andersen


RITZAU: Speedwaykøreren Hans Andersen får en ny mulighed for at vise sine evner i det fineste selskab. Den 25-årige fynbo blev forbigået til en fast plads i årets Grand Prix-serie, men han fik arrangørernes ene wild card til det danske Grand Prix i Parken. Det udnyttede Andersen på bedste vis ved at vinde. Onsdag kunne han så glæde sig over, at præstationen har givet så meget genlyd, at de svenske arrangører bag det skandinaviske Grand Prix den 12. august i Målilla har givet deres wild card til danskeren.

Wild card gives næsten altid til nationale kørere, men alligevel håbede Hans Andersen på forhånd på at få det. Løbet er et skandinavisk og ikke et svensk Grand Prix, og Hans Andersen kan lokke tilskuere til, da han er blandt profilerne på det lokale hold fra Målilla, Luxo Stars.

Tuesday, July 11, 2006

Nicki P. medtaget efter styrt


RITZAU: Nicki Pedersen slog sig voldsomt, da han mandag styrtede i kamp for sin engelske klub Esatbourne mod Reading.

Det gør ondt i hele hovedet og det øverste af ryggen. Min fysioterapeut har sagt, at jeg har brug for minimum et par dage til at komme ovenpå igen, og derfor har jeg allerede meldt afbud til aftenens (tirsdag, red.) match i Sverige, hvilket jeg er meget ked af, da vi stadigvæk har en lille chance for at komme med i slutspillet, siger han til sin hjemmeside.

Han forventer ikke, at uheldet holder ham ude af hold-VM, der begynder om en uge.

- Forhåbentlig er jeg tilbage på fredag, hvor jeg kører i Polen, men i første omgang må jeg lige afvente og se, hvordan tingene udvikler sig de kommende dage, siger Nicki Pedersen.

Sunday, July 09, 2006

Nicki P. stærkt forundret over kaptajn-skifte


RITZAU: Nicki Pedersen forstår ikke, at speedway-landstræneren har droppet ham som holdkaptajn til fordel for Hans Andersen før hold-VM. Det skaber kun uro, mener han.

Den danske speedwaykører Nicki Pedersen fatter ikke, hvorfor landstræner Jan Stæchmann har fjernet ham som holdkaptajn for det danske mandskab til det kommende hold-VM til fordel for Hans Andersen.
- Jeg synes, at man skulle bruge energien på andre ting i stedet for at skifte en post, der ikke betyder noget. Den post er fuldstændig ligegyldig, for vi skal alle hjælpe hinanden. Derfor synes jeg bare, at han skulle lade den ligge, så vi kunne komme ud og køre noget speedway, siger Nicki Pedersen.

Verdensmesteren fra 2003 har skuffet i de to seneste løb i VM-serien, og samtidig har Hans Andersen vist storform. Det har fået Jan Stæchmann til at skifte kaptajtn med den begrundelse, at Nicki Pedersen havde brug for ro til at koncentrere sig om sit eget.

Hans Andersen videre til kvalifikationsfinale


RITZAU: Speedwaykøreren Hans Andersen er klar til at kæmpe om de tre eftertragtede pladser til næste års Grand Prix-serie i kvalifikationsfinalen den 19. august i Vetlanda, Sverige.

lørdag aften klarede Hans Andersen, der for kort tid siden vandt det danske Grand Prix i Parken, sig videre fra den indledende runde i Polen uden problemer.

- Han var overlegen i dag. Andet ord dækker det ikke. Det var meget imponerende, sagde landstræner Jan Stæchmann efterfølgende.

Danskeren sluttede officielt kvalifikationen som nummer fire, men det var fordi, han ikke stillede op i finalen. Det afgørende heat afgjorde blot dagens placeringer, da alle finaledeltagere var sikret deltagelse i finalen i Sverige. Danskeren havde efter sine fem indledende heat samlet 11 point, hvilket kun Rune Holta kunne matche. Men Andersen styrtede i sit femte heat og valgte derfor at melde fra til finalen.

Rune Holta vandt kvalifikationen.

Nicki Pedersen fyret som holdkaptajn

Nicki Pedersen har skuffet gevaldigt i de to seneste afdelinger i VM-serien, og formkrisen betyder nu, at landstræner Jan Stæchmann har droppet ham som holdkaptajn til det kommende hold-VM.

Danmark kører indledende runde 18. juli i Sverige, og finalen køres fire dage senere i Reading, England. Det bliver til de løb formstrærke Hans Andersen, der får ansvaret som holdkaptajn i stedet for Nicki Pedersen.

Pedersen har de seneste år været selvskrevet som kaptajn, da han har været Danmarks førende kører, men han kan ikke længere leve højt på fortidens resultater.

- Jeg har truffet beslutningen, så Nicki kan få mere tid til at koncentrere sig om sit eget. Jeg tror også, at det kan hjælpe Nicki at få taget det ekstra pres af sig, siger landstræner Jan Stæchmann til Ritzau.