Sunday, October 29, 2006

Bjarne Pedersen vandt britisk pokal

Bjarne Pedersen fik en perfekt afslutning på sæsonen, da Poole torsdag aften vandt Craven Shields foran Coventry og Nicki Pedersens Eastbourne. Med fire heatsejre i ligeså mange forsøg scorede han maksimum 12 point på hjemmebanen i Poole. Finalen var i øvrigt danskerens opgave nummer 113 i sæsonen.

Godt nok scorede Eastbourne tre point flere end Poole torsdag aften, men det store forspring fra de to første finaler kunne ikke hentes. Poole nåede i alt 114 point, mens Coventry og Eastbourne begge endte på 105 point.

- Det var en perfekt afslutning på sæsonen. Som kaptajn er jeg meget stolt over, at løfte den pokal, sagde Bjarne Pedersen efter løbet.

Sunday, October 15, 2006

Bjarne P. sikrede overlevelse

Med 12 point sikrede Bjarne Pedersen søndag aften sin polske klubToruns overlevelse i den bedste speedwayliga

Den danske Grand Prix-stjerne Bjarne Pedersen sikrede sig søndag aften heltestatus i sin polske klub Torun.

Torun kørte den afgørende match om forbliven i ligaen, og efter sejr for en uge siden på udebane i Ostrow, blev det en formsag for danskerens klub med sejren på 58-32 i returopgøret hjemme.

I fem starter skød danskeren maskinen afsted til fire heatsejre. I sin fjerde start var Bjarne Pedersen dog lige hurtig nok. Han kørte i startsnoren og blev udelukket.

Tuesday, October 10, 2006

Bjarne Pedersen fik fribillet

Danmark får igen tre danskere med i VM's grand prix-serie i 2007. Bjarne Pedersen manglede ni point til direkte kvalifikation, men danskeren fik et wildcard. Der var ingen overraskelser, da arrangørerne bag speedwayens grand prix-serie, FIM og BSI, tirsdag offentliggjorde navnene på de fire wildcard-kørere til næste års VM-serie.

Danske Bjarne Pedersen, der blev nummer 12 i 2006, modtog det ene wildcard, og dermed er der stadigvæk tre danske kørere i jagten på VM-titlen. De to øvrige er Nicki Pedersen og Hans Andersen.

- Det er vigtigt for mig få det wildcard. Jeg kan ikke læne mig tilbage og sige, at nu er alt godt. Tværtimod, jeg har tre-fire måneder til at forberede mig og sætte de rigtige ting sammen, således at næste sæson bliver meget bedre, siger danskeren.

De tre øvrige tre kørere, der modtog wildcard, var svenske Antonio Lindback samt englænderne Scott Nicholls og Chris Harris.