Verdensmester kører med brækket knæskal
Selv om Jason Crump har brækket knæskallen stiller den australske speedway-verdensmester til start ved det tjekkiske Grand Prix. Operationen er udsat til mandag.
Nicki Pedersen har ofte fortalt omverdenen, at speedway er et 'tough game'.
Og hvis nogen har tvivlet på fynboens udsagn, så leverer den regerende verdensmester, Jason Crump, nu det endegyldige bevis.
Således gemmer den rødhårede australier på en brækket knæskal under køredragten, når starten går for det tjekkiske Grand Prix i Prag lørdag aften.
Crump ødelagde knæet under et løb i Polen og har holdt stille de sidste dage, men har alligevel valgt at stille til start på Marketa Stadion, hvor danske Nicki Pedersen skal forsvare sin førsteplads i GP-tabellen .
- Knæet er lidt ømt, men jeg har det okay, og jeg glæder mig til at køre, siger Crump, der har haft en meget dårlig sæson i Grand Prix'et, hvor han pt. indtager en skuffende sjetteplads - 33 point efter Nicki Pedersen.
- Jeg har bestilt en operation på mandag. Bagefter er jeg nødt til at holde pause, forklarer australieren.
- Det er et 'rent brud' på knæskallen, men jeg har ikke ødelagt hverken korsbånd eller ledbånd, siger Jason Crump, der fik lægen til at hæve øjenbrynet, da han ankom til røntgen-undersøgelsen.
- Han sagde, at jeg burde være kommet på krykker, siger australieren, som forventer at være klar igen til det skandinaviske Grand Prix i svenske Målilla den 11. august.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home