Speedway lysner i øst
Når Nicki Pedersen i år også kører for et russisk hold, er det ikke kun fordi han bliver godt betalt. Rusland kan om fåår bliver en vigtig faktor i speedwaysporten.
Rusland ligner et nyt og spændende marked for udbredelse af speedwaysporten.
Antallet af talentfulde kørere i det store land er vokset med ekspresfart de seneste år, hvorfor eksperter ikke er i tvivl om, at det ikke varer længe, før man ser den første russer i Grand Prix serien.
Derfor er der en dybere mening bag galskaben, når den tidligere verdensmester Nicki Pedersen i den kommende sæson udvider et i forvejen nærmest umenneskeligt hårdt program med også tre gange at stille til start for klubben Lada Togliatti i den russiske liga.
I forvejen er danskeren engageret i hjemlige Holsted, svenske Hammarby/Bajen og polske Marma Rzeszow, hvortil skal lægges Grand Prix løbene om verdensmesterskabet, hvor det sidste år blev til en tredjeplads, VM for hold hvor Danmark er regerende mestre samt den prestigefyldte kamp om det individuelle danske mesterskab.
Så der er nok at se til, men alligevel skues der mod øst med mange rejsekilometre til følge: »For det første er pengene i den russiske liga meget store,« siger Pedersens manager Helge Frimodt Pedersen. »Lada er den største klub og de er villige til at til at betale godt for at få en stjerne til klubben, da deres endelige mål er at få et Grand Prix løb til Rusland.«
I dag er Polen en etableret nation i speedway, men sådan har det ikke altid været. Ifølge Frimodt prøver russerne at kopiere »den polske model«, men synes samtidigt at have betydeligt flere penge til rådighed, hvorfor drømmen om at komme på Grand Prix kortet snart kan blive virkeliggjort.
»Der er mange, der kører speedway i Rusland, men lige nu har de ikke folk, der kan begå sig i Grand Prix løbene, men det kommer snart og så vil det bare være fantastisk for sporten at få et så stort - og pengestærkt - land med på kortet,« siger Helge Frimodt.
Nicki Pedersen er første gang på hjul i Rusland i juni, men ellers starter en travl sæson, der som planen er nu kommer til at byde på 122 løb, hvilket gør 2007 til det mest travle år i karrieren, i næste måned.
Målet er helt klart. Pedersen vil være verdensmester igen. Som han blev det i 2003.
Derfor har han hyret sin tidligere manager Lars Holm som en slags lynafleder. Den Internationale Motorsportsunion har givet danskeren, hvad man kan kalde en betinget dom, efter han ved sidste års hold-VM langede verbalt ud efter løbsdirektør Ole Olsen.
Forløber Pedersen sig igen, bliver han smidt ud af Grand Prix serien, hvorfor han i år skal koncentrere sig om at køre og ellers holde mund, mens Holm tager sig af al kommunikation med løbsledelsen i GP-serien