Tuesday, February 06, 2007

Nicki Pedersen accepterer dom


Speedwaykøreren Nicki Pedersen har valgt at acceptere den dom fra den internationale motorsportsunion, FIM, som han modtog for en episode ved forrige års VM i Reading.

Danskeren ønsker ro omkring sine forberedelser til den kommende sæson og accepterer den dom på et halvt års karantæne og bøde på 2.000 schweizerfranc (9200 kroner), som FIM tildelte ham.

Voldsomt verbalt udfald
»Jeg ønsker, at mit fokus udelukkende skal være på 2007-sæsonen, som snart står for døren. Det bliver en af de vigtigste nogensinde i min karriere, og derfor har jeg besluttet ikke at anke dommen«, siger Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen blev straffet for et voldsomt verbalt udfald mod sin landsmand, løbsdirektør Ole Olsen.

Dom skudt over målet
»Selvfølgelig skal man opføre sig ordentligt som eliteidrætsudøver, hvilket jeg arbejder hårdt på at gøre hver eneste dag både ude i klubberne og blandt mennesker, der omgiver mig i min sport og min dagligdag. Jeg føler imidlertid stadigvæk, at min dom er skudt over målet. Vi snakker altså speedway, en sport, der altid foregår tæt på grænserne«, siger Nicki Pedersen.

Dansk Motor Union har også valgt at droppe sagen.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home