Saturday, June 09, 2007

Bjarne Pedersen satser på succes i Parken

PARKEN (ekstrabladet.dk): Det har mildt sagt været op ad bakke for Bjarne Pedersen i denne sæson.

Som wild card-kører har den besindige jyde ellers en helt del at bevise, hvis han fortsat skal være en del af det fine selskab, men der har ikke været meget at smile af i de første tre Grand Prix'er, hvor meget lidt er gået Pedersens vej.

- Jeg har ikke formået at tage min liga-form med til Grand Prix'erne, og resultaterne har slet ikke været der, siger Bjarne Pedersen til ekstrabladet.dk.

Derfor har han nu indledt et samarbejde med en sportspsykolog, der skal finde Bjarne Pedersens indre GP-vinder frem.

Op ad bakke
- Jeg har arbejdet en del med det mentale på det seneste. Jeg arbejder sammen med en, der kan hjælpe mig til at trykke på nogle andre knapper, og det håber jeg hjælper, fortæller Bjarne Pedersen, der ikke har nogen forklaring på de skuffende resultater.

- Det har i hvert fald ikke noget med sidste sæson at gøre. Alt har været klar til i år, men det har slet ikke fungeret. I Wroclaw gik det sådan set ok med otte point, men det har ikke været godt i de to andre afdelinger. Det har været meget op ad bakke, erkender han.

Men nu skal det være, og Bjarne Pedersen ser Parken som det perfekte sted at vende bøtten.

- Det gælder jo om at komme op i top otte, så jeg håber da, at de nye tider begynder i Parken. Jeg vil gerne have vendt rundt på tingene - især på hjemmebane, siger han.

Bjerre vil vinde
Den fjerde dansker i lørdagens slagger-ræs - wild card-køreren Kenneth Bjerre - kommer i modsætning til Bjarne Pedersen til København med selvtilliden i orden.

Sidst han kørte i national-arenaen tilbage i 2004, blev det nemlig til en sensationel semifinaleplads. En præstation, som Kenneth Bjerre meget gerne gentager.

- Jeg kommer for at prøve at vinde. Jeg har været i semifinalen en gang før, så denne gang vil jeg da meget gerne i finalen - og vinde. Det er det, vi kører for, lyder det ubeskedent fra Bjerre.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home