Ild i Nicki Pedersen

Af DAN PHILIPSEN
JP.DK: 113 gange har den VM-førende Nicki Pedersen holdt ved startsnoren i år. 93 gange har han vundet.
Nicki Pedersen er i balance med sig selv for tiden. Foto: PolfotoNicki Pedersens kørerdragt har aldrig været mere ren.
En speedwaykører og hans stab bruger altid masser af tid på at spule og rengøre de jord- og mudderklædte dragter efter et løb. Men fynboen har ikke fået meget jord fra konkurrenternes baghjul i denne sæson. Han ser dem nemlig sjældent.
Før lørdagens andet VM-Grand Prix i Wroclaw kan fynboen fremvise en imponerende rekordliste. I ligaerne i Polen, Danmark, England og Sverige, samt i det første grand prix har Nicki Pedersen været ude i 113 heats. De 93 er blevet vundet. Ikke en eneste gang er han kommet sidst over stregen.
»Det er skam meget, meget flotte tal. Men en verdensmester skal altså have sådan en statistik. Og Nicki vil jo gerne være verdensmester igen. Hans Nielsen var også aldeles suveræn i sine ligaløb, da han i sin tid huserede som verdens bedste,« påpeger eks-landstræner Jacob Olsen, der i dag følger speedwaysporten som medkommentator på DK4.
Han har ikke svært ved at pege på årsagen.
»Nicki er i balance med sig selv. Han oser af overskud,« fastslår Olsen.
Som landstræner fik Jacob Olsen opbygget et godt forhold til Nicki Pedersen. Mange af Olsens råd blev hørt. Dog ikke det, der handlede om Nicki Pedersens vægt.
»Det var min kæphest, at han lige vejede fire-fem kilo for meget. Op til denne sæson har han smidt otte kilo. Alt sidder rigtigt på ham. Frem for alt er hans fysiske velvære blevet transformeret til mentalt overskud. Nicki er en fremragende speedwaykører, og han er bedst, når der er ro omkring ham,« fortæller Jacob Olsen.
Der er rigtigt nok masser af eufori i Team Pedersen. Alle syv medarbejdere i grand prix-teamet kender deres plads og roller.
»Nok fortjener Nicki ros for sin kørsel på banen. Men succesen skabes også i ansættelsen af de rigtige folk. På det område har Nicki gjort et glimrende arbejde,« siger Olsen.
Han sidder i dag på stadion i Wroclaw, hvor 25.000 polske fans får set verdensmester Jason Crump på jagt efter det forspring, som Nicki Pedersen suverænt sikrede sig i den første VM-afdeling for 14 dage siden.
»Det bliver en vanskelig aften for Nicki. Crump har hjemmebane i Wroclaw. Og det er helt sikkert, at han er tørstig efter at sætte Nicki på plads. Der holder altså også fire polakker, der vil gøre mere end alt for at vinde. Og så skal vi ikke glemme, at Hans Andersen og Bjarne Pedersen ikke kan leve med to fiaskoer i træk. De skal have point. Det bliver et meget sværere løb, end i premieren,« forudser Jacob Olsen.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home